Hej 😎

Hold op en dejlig uge vi lige har været igennem sammen, der har været fuld fart på, og det har været så skønt at se jer alle igen efter ferien🥰

Selvom vores computerrum  pt. er lukket(4-6 uger), skal vi nok sørge for at der er nok at tage sig til, og udover de spontane og udfordrende “pop op konkurrencer”, kan I med fordel se på denne uges vedhæftede ugeplan, den giver nemlig et godt overblik over, hvilke udfoldelsesmuligheder ugen i klubben byder på.

Vi vil desuden se på muligheden for, at etablerer et midlertidigt computerrum, så længe kælderen er aflukket, det kan dog først lade sig gøre, når vores computere er blevet renset, af kyndige personer.

Ny regel for brug af mobiltelefon i klubben.

Hvor er mobiltelefoner dog smarte, takket være dem kan vi hurtigt og hele tiden få fat på hinanden, vi kan bruge dem til at betale med og vi kan tilgå det verdensomspændende internettet, spille spil og meget meget mere… fedt!!😛

I klubregi kan de derimod være en udfordring!

For rigtig mange af klubbens børn, sidder med deres mobiltelefoner i hånden fra de kommer til de går, langt fra alle heldigvis men mange, og selvom vi voksne forsøger at invitere til, og præsentere dem for et bredt udvalg af aktiviteter, vælger mange at fortsætte med telefonkiggeriet. Det syntes vi er både synd og ærgerligt.

Vi har derfor besluttet, at fra på mandag d.19.8.24, skal mobiltelefoner blive i tasken, og må først tages frem fra kl.15.30, 

Vi ved godt og forventer faktisk, at det vil få nogle børn til at gå tidligere hjem, men vi vil gerne opfordre til, at I  får en snak derhjemme, om telefonkiggeriet bør fylde så meget, at det skal være på bekostning af et aktivt og relations udviklende klubliv? 

Klub 144 er en del af Stengård skole, som med skolebestyrelsens opbakning i år er blevet mobilfri. Ønsket om øget nærvær og sammenhold eleverne i mellem, har været et af argumenterne for denne beslutning, som derfor også, dog i en lidt mildere form, nu implementeres i klubben. 

Atelier:🎨

Inden for en nær fremtid, vil Naja indføre “temadage” i hendes kreative værksted.

Ideen er, at man på de forskellige ugedage, vil kunne lære og fordybe sig, i forskellige former for håndværk, såsom smykkefremstilling, brodering, linoleumstryk osv.

Så kære børn, mulighederne for gavefremstilling og kreativ udfoldelse bliver ikke reduceret, blot mere struktureret. Naja vil desuden meget gerne høre fra børn, som har ønsker og ideer, til hvad som bør tilbydes af muligheder i hendes værksted. Det kan blive aktuelt allerede nu på onsdag, når Naja afholder “kreamøde”.

Kaniner:🐰

Puslespillet med at fordele kaniner blandt børnene er ved at gå op, der er dog stadig få “ledige Kaniner” så ret henvendelse til Regitze, som er i besiddelse af det helt store overblik. Husk i øvrigt at få betalt 150 kroner for din kanin💰

Aflysning af årets sommerfest😪⛔

Det er med stor ærgrelse og vemod, at vi  ser os nødsaget til at aflyse dette års sommerfest. Renovationen af vores kælderareal har betydet, at et stort område af vores normalt så lækre have, er blevet forvandlet til en byggeplads.

Det kan på ingen måde danne rammen om en hyggelig fest, så derfor denne triste beslutning. Vi lover at vende tilbage næste sommer, med et brag af en fest!

Glem nu ikke midt i fortvivlelsen over den aflyste fest, at vi selvfølgelig afholder både halloween og julefest/koncert, når mørket og de korte dage melder deres ankomst, vi skal nok melde mere ud, når den tid nærmer sig. 

Det var ordene for denne gang, kom nu i klub, vi glæder os nemlig helt pjattet til at se jer🤩

Nyttige links:

K l u b 1 4 4 | Fritids/skoleklub

Gladsaxekortet

Kærlig hilsen

Klub 144🥰

Menu uge 34:

Mandag. Tunsalat m. rugbrødsstænger

Tirsdag: Toast

Onsdag: Kyllingefrikadeller m. tzatziki

Torsdag: Blandet salat m. kylling og dressing

Fredag: Tomatsuppe m. kuvertbrød